#TBT: tag dog imod mit kompliment!

November, 2015

Hvordan tager du mod et kompliment?

Jeg er sådan en type, som ikke er bange for at sige ting:

“Hold kæft det klæder dig med kort hår!” “Du er da skide smuk” “Jeg synes du gør dit arbejde rigtig godt” “Jeg kommer til at savne dig” Både til venner, familie, men også kolleger og fremmede mennesker.

Det er rigtig pudsigt, at prøve at ligge mærke til hvordan folk modtager et kompliment. Nogle bliver enormt berørte, måske lidt forlegne (på den gode måde), siger “tak” hvortil jeg kvitterer med et smil, som gerne skulle bekræfte “jeg mener det sgu!”

Forleden dag kom jeg på arbejde, og da havde min kollega slået sit lange og krøllede hår ud. Det første jeg sagde da jeg så hende var: “Hej Heidi… Hold op hvor er det flot til dig med løst hår!” sagde jeg og stod med åben mund og polypper. Langt og flot hår kan virkelig slå benene væk under mig. Hun svarede: “ja, ik?” .. Og så kan det godt være lidt svært hvad man lige skal svare til det. Men egentlig gør det mig ikke noget. Jeg giver ikke et kompliment, for at modtage en eller anden reaktion. Jeg siger det, fordi jeg ved at personen bliver glad. Uanset hvad personen vælger at respondere med.

Dog kan det godt irritere mig en liiiille bitte smule, når folk ikke svarer på et kompliment.
Sådan her:

“Ja så vandt jeg lige en guldmedalje i stavgang”
“Hold da op, hvor er det bare skide flot! Hvor er du god!”
“Såå….”

Hvor personen nærmest begynder at sige: “såå”, inden jeg er færdig med at sige det jeg skulle. Som om de vælger at overhøre det. Kender I det?
Det har jeg oplevet virkelig mange gange. Det er folk som ikke kan modtage komplimenter. Så fortsætter bare på den sætning de var i gang med forinden, eller lader som om de ikke hørte hvad jeg sagde. Det synes jeg er skide irriterende. Hold dog op. Sig dog tak. Modtag dog den ros, du får, prop den ned i din rygsæk, og hav det med dig resten af livet.

Den gode nyhed

Jeg har nævnt for noget tid siden, at der oven i alle de dårlige nyheder også er en god en..

Det vil jeg selvfølgelig gerne fortælle jer om, og derfor dette indlæg.

Jeg er startet i skole. I København.

Så hver dag står jeg op klokken kvart i seks (shoot me!) og hopper på toget mod Nørreport, og så går jeg i skole, hvor jeg er ved at uddanne mig til kognitiv mentor.

Er det ikke bare fedt?

Uddannelsen koster 30.000 og jeg har fået det bevilliget gennem Jobcenteret. Jeg er helt vildt taknemmelig, og sætter stor pris på, at det kan lade sig gøre. Selve uddannelsen går rigtig godt i spænd med hvad jeg gerne vil bruge resten af mit liv på, og det gør mig glad helt ned i maven.

Det betyder bl.a. at jeg vil være bedre til at guide og hjælpe jer smukke og dejlige mennesker med de problemer I har med overspisning.

Stay tuned <3

#TBT: Da min depression begyndte

November, 2015

I går havde jeg endnu et sammenbrud. Twice.

Trykken for brystet, kvalme af en anden verden, hjertebanken, stille panik..

Min kæreste blev bekymret, og sagde jeg skulle sygemelde mig, men det gjorde mig næsten bare endnu dårligere. Kan jeg virkelig ikke passe et arbejde? Eller er jeg bare den mest uheldige i hele verden? Som ender på alle lorte arbejdspladserne?

Der er nogle små ting i hverdagen som trigger mig. I går spiste vi frugt med børnene, hvortil min søde kollega spørger ud i lokalet (til børnene): “Hvor kommer mandariner fra?” Og så rammer det mig. Det ved jeg ikke. Jeg er snart 25, og jeg ved ikke hvor mandariner kommer fra. Da hun så på et senere tidspunkt taler om Costa Rica går det helt galt. Hvor fanden er Costa Rica? Og hvorfor har jeg ikke styr på de sydamerikanske lande?

Her bliver jeg bare mindet om, at der aldrig er nogen voksen der har taget mig i hånden, og fortalt mig hvor de forskellige frugter kommer fra. For det har ingen haft overskud til. Og jeg har heller ikke selv overskuet at finde ud af det, for jeg har haft så travlt med at afværge en psykopat jeg boede sammen med, og samtidig holde styr på om min far lå død. Og så blegner viden om frugt sgu lidt. Men det gør mig ked af det. Det gør mig rigtig ked af det.

88,5 kg.
Jeg føler vægt og krop er total eksternt fra mig. Jeg har intet med det at gøre. Men måske jeg skulle begynde at tage det alvorligt, at jeg faktisk snart vejer 90 kg. Hvordan gør jeg? Hvor fanden skal jeg starte?
Jeg er da i det mindste begyndt at træne lidt igen. I mandags var jeg til spinning efter arbejde, og selvom jeg på ingen måde kunne følge med, så var det dejligt at være i gang. Men jeg står jo overfor samme udfordring som sædvanlig. Det er ikke motionen det kniber med, det er kosten. Måske jeg skulle tage på sådan en højskole hvor det handler om kost og motion. Erfaringer?

Sidst jeg var til coach blev vi enige om, at selvom jeg vejer lidt for meget, og spiser meget sukker hver dag, så klarer jeg det fandeme godt. Og det skal jeg fokusere på, og det gør jeg også stadig. Men det ændrer jo ikke på, at jeg er ulykkelig i min (snart) 90-kg’s krop. Hvad gør jeg, når jeg rammer 90? For det kommer. Jeg ved det.

Jeg tror ikke umiddelbart det er noget, jeg har mulighed for at gøre noget ved, i den situation jeg befinder mig i lige nu. Jeg arbejder hele tiden, er sent hjemme hver dag, er fuldstændig smadret i mine fusser, fordi jeg vader rundt hele dagen. For ikke at tale om psykisk overskud. Har jeg det? Næh. Så tilbage til start:

Kan jeg virkelig ikke passe dette job? Gør det mig dårligere end normalt? Hvorfor stiger jeg i vægt? Hvorfor har jeg brug for at spise?
Noget er jo som det ikke skal være. That’s for sure.

I går da jeg var på arbejde havde min far ringet. Det plejer han ikke, så jeg fik et sug i maven. Hvad nu? Jeg stod til idræt med børnene, men blev nødt til at ringe tilbage. Han fortalte mig bare, at han var på vej ned til PAM, (Psykiatrisk akut modtagelse) fordi han havde det så skidt. Da jeg lagde på, tænkte jeg: “Hold da op. Det er simpelthen bare blevet normalen”

Det rørte ingenting i mig, samtidig med, at det faktisk rørte en masse i mig. Giver det overhovedet mening? I øjeblikket følte jeg ingenting. Måske lidt lettelse. Men i det store og hele får jeg det dårligt, og tænker:

“Sikke et liv”

Søndagstip #6

Okay, det er ikke for at skræmme livet af jer, eller fordi jeg er super fanatisk omkring det her, men..

Vidste I godt, at tandpasta indeholder det kemiske og giftige stof Flour?

Ifølge denne artikel fra videnskab.dk, er det ikke farligt at indtage flour igennem tandpasta, fordi det er så lidt det indeholder. Dog står der også:

“Din tandpasta har således ikke ret meget at gøre med den dødsensfarlige gas fluor eller hormonforstyrrende fluorstoffer”

… Ikke ret meget? Med den dødsensfarlige gas?

Jeg tror altså lige jeg hopper over så!

tandpasta

Efterfølgende har jeg købt økologisk tandpasta uden flour, og ja – hvis man er vant til at ens mundtøj lugter af brændende frisk mint efter man har børstet tænder, bliver man nok lidt overrasket når man har brugt den økologiske. Men anyways, jeg har det godt med at vide, at jeg ikke indtager så giftige stoffer. For selvom de påstår det ikke er specielt skadeligt, hvem siger så at det ikke ophober sig i kroppen? Og måske (sammen med så meget andet lort vi propper i os) senere kan udvikle sig til kræft?

#TBT: Ingen har passet på mig

Oktober 2015:

Nå, men i går var jeg til foredrag med LMS (Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser) igen. Selvom det er et foredrag jeg har set før, havde jeg en trang til at deltage. Dels fordi det er noget tid siden jeg var til det sidst, men også fordi jeg føler jeg står total stampe i hele mit spiseforstyrrelses-cirkus.

Hvis jeg skal være helt ærlig synes jeg faktisk ikke, at det var særlig godt et foredrag. Jeg synes indholdet er spændende, og har enorm respekt for de smukke piger der stiller sig op og fortæller deres historie. Men det blev meget hurtigt gennemgået. Synes jeg. Nå.

Men alligevel vækkede det nogle tanker hos mig, og fik mig til at skrive denne note på min telefon:

           “Der har aldrig været plads til mig. Christina har rendt rundt og passet sig selv. Det er et mirakel jeg er endt så fantastisk ud! Der kunne være sket mig så meget, det kunne være gået så galt. At maden er min bedste ven er best care scenario. Godt gået min skat, jeg er stolt af dig. Du gjorde det. Stop med at jage lykken, det perfekte liv, den perfekte krop. Du har det hele. Er der måske noget der ikke går dig godt? Er du socialt akavet? Er du ensom? Er du uintelligent? Er du udannelsesløs? Er din fremtid mørk? Næh. Så begynd at leve nu. Du har brugt hele din ungdom på at skabe ro. En base. Et liv. Det lykkedes. Enjoy.”

Det kan vel opfattes som en opsang til mig selv. “Lad nu være med at gå og spild dit liv, for helvede. Det går jo godt, så nyd det” – agtigt. Og ja, det kan godt være jeg vejer et par kilo for meget (eller tyve), men i mine øjne er det kun et tilfælde at det er gået mig så “godt”.
Jeg kunne sagtens have faldet i anoreksi-grøften i stedet. Ikke at det som sådan er værre end at lide af overspisning, men det er noget man dør hurtigere af, og som kommer mere voldsomt til udtryk. Jeg kunne have røget for meget hash, og så videre til amfetamin, kokain og så heorin. Jeg kunne have knaldet til højre og venstre for at få bekræftelse og omsorg, og bagefter siddet i badet og grædt og prøvet at vaske det beskidte af mig. Jeg kunne være blevet syg. Rigtig syg. Depressiv. Angst. Måske mere. Jeg kunne have været ind og ud af psykiatrisk afdeling. Jeg kunne have siddet her, som 25-årig, og ikke have nogen uddannelse eller lys fremtid.

I stedet har jeg kæmpet. Uden overhovedet at vide det. Fra jeg var 14 til…. nu, vel? Har jeg skulle passe på mig selv. Da mødte min mor Jens. Og jeg forsvandt ud af hendes åsyn. Og min far? Ha, ha.
At jeg har været overladt til mig selv, har åbenbart trigget et overlevelsesgen hos mig. Og det har på ingen måde været nemt. Næh, jeg synes fandeme mit liv har været hårdt. Jeg synes jeg har kæmpet, og det har kostet mig mange fucking kræfter.

Det kan f.eks. komme til udtryk ved, at jeg ikke ved særlig meget om politik. Eller geografi. Jeg kan ikke tale med om Ruslands rolle i forhold til olie (I don’t even know…), eller om Al Qaeda, IS og hvorvidt USA har en finger med i spillet. For jeg ved ikke en skid om det.

Min energi, min tankekapacitet, min tid, mine kræfter er gået til alt muligt andet. At bekymre mig om min far, f.eks. I gymnasiet måtte jeg skride i tide og utide for at tage hjem til min far og se, om han lå død på gulvet. Jeg kunne sidde midt i en matematik time, og begyndte at ryste og få total koldsved, fordi jeg forestillede mig, at han lå død. Og når han så ikke svarede på min SMS, havde jeg intet valg. Så måtte jeg styrte hjem til ham. Der var intet andet der kunne give mig ro. Hvis ikke jeg bekymrede mig om min far, bekymrede jeg mig om Jens. Og kunne gå helt i selvsving over, at min mor ikke ville passe på mig. Planlægge alt. Alt skulle times, så jeg kunne undgå ham og hans væsen, og den måde han behandlede mig på. Det brugte jeg vitterligt al min energi på.

Der har på intet tidspunkt i mit liv været plads til, at jeg har kunne fordybe mig i USA’s politik, historie, hvilken hovedstad Luxemborg har. Men jeg er kommet ud på den anden side. Jeg gjorde det.

Men jeg skal alligevel nok bruge resten af mit liv på, at komme mig. Eller hvad? Kommer man sig nogensinde over, at man ikke er blevet passet på? Jeg mener. Jeg har brugt min barndom og ungdom på at være voksen. Passe på mine forældre. Være overladt til mig selv. Være overset. Hvilket menneske gør det mig til? Kan man leve et godt liv, når man er blevet svigtet? Når man ikke har fået lov til at være barn? Ung? Jeg har aldrig fået skæld ud over, at være kommet for sent hjem fra fest. For jeg bestemte selv. Jeg boede jo alene. Og da jeg boede med mor og Jens var der aldrig nogle der stillede spørgsmålstegn ved mig, eller hvad jeg lavede. De var ligeglade. Fuldstændig.
Nogle gange er jeg bange for, at det indhenter mig. At jeg får en eller ande krise som 40-årig, og tænker: “guuud, jeg har sgu da aldrig været rigtig ung!” og så skal jeg ud og få en navle-piercing og knalde til højre og venstre og vågne op i Canada efter en brandert. I don’t wanna do that.

 

Lige for tiden drømmer jeg virkelig om, at kunne bruge mine erfaringer. Jeg vil bruge resten af mit liv på, at kæmpe for lykke. Og jeg vil i dén grad dele ud af mine erfaringer.

Jeg får forresten en del dejlige mails fra piger som følger med her på bloggen. Keep ‘em coming, girls. Stil også gerne spørgsmål i kommentarboksen. Der er ikke dét, jeg ikke vil svare på.

Søndagstip #5

Det er lidt forskelligt hvad mine Søndagstips omhandler, men i dag er det altså en person vi skal kigge på. Tag godt imod:

Dana

Dana

Dana bor i New York og startede egentlig oprindeligt som fashion-blogger, men bar rundt på en stor hemmelighed. Nemlig at hun hadede sin krop, og hver dag havde kæmpestore overspisninger. Det forskækkede hende hvor overfladisk hele det her bloggermiljø var, og hun blev rigtig kendt da hun afslørede, at hun faktisk photoshoppede sine billeder, for at føle hun var god nok og passede ind.

Dana går under navnet Dothehotpants, og jeg elsker at følge hende på Instagram! Hun praktiserer bodypositivity og feminisme med fuld smæk på, og hun er super oprigtig og virkelig loveable.

Hun har simpelthen lært mig så meget om at elske mig selv, og kæmpe imod de krav der er til kvinder i dag. Dana har min dybeste respekt, og jeg synes I skal følge hende!

#TBT: Når man hader sig selv

Det giver mig seriøst kuldegysninger, at jeg har været her:

Oktober, 2015

Men vægten ændrer sig jo ikke. Det er desværre stadig meget svært for mig, at stoppe med at spise.
Så sent som i dag har jeg spist to kager. Aner ikke navnet på dem. Men vel omkring 300-400 gram kage. De sidste par bidder var fandeme svære at få ned. Jeg mærkede mit hjerte hamre derudaf, pulsen stige, hovedpinen komme snigende, og min mave vokse. Mit forhold til mad er fuldstændig forskruet. Hvorfor spiser jeg noget, når jeg i virkeligheden ikke har lyst? Er jeg afhængig? Det tror jeg. Jeg er afhængig af at føle, at jeg har spist for meget. F.eks. når jeg spiser chokolade. Så spiser jeg indtil det brænder i halsen på mig, og jeg til en vis grænse føler jeg er ved at blive kvalt. Kender I det? Når noget er så sødt, at man næsten ikke kan trække vejret? Jeg hader den følelse. Men jeg elsker den.

Nogle gange kan jeg sidde og falde helt i staver over, hvad det egentlig er jeg ønsker? Hvad er det jeg har kæmpet for i langt over 5 år? Hvis ikke hele mit liv? Hvorfor vil jeg gerne være slank? Hvorfor vil jeg gerne leve et liv, med en flad (eller det der ligner) mave? Hvorfor er det så umådeligt vigtigt for mig, at se godt ud? At folk synes jeg er smuk, slank og pæn? Why? Oh, why? Har I andre det også sådan? Eller er det noget i min habitus som gør, at det er en vigtig faktor for mig? Er jeg overfladisk?

For jeg vil fandeme gerne være slank! Jeg har en forestilling om, at mit liv ville være så meget mere perfekt, hvis jeg vejede omkring 65 kilo. Helt dybt inde i mig – er jeg overbevist om det. Det kommer jo ikke ud af ingenting. Jeg har for ca. 3,5 år siden opnået et større vægttab på 12 kilo, og jeg husker det som en fantastisk tid. Følelsen af, at man krymper. At jeg pludselig kunne passe tøj i en meget mindre størrelse. Gå i stramt tøj. At folk ikke længere opfattede mig som overvægtig. Komplimenterne… Åh, komplimenterne! “Gud, du har tabt dig! Hvordan har du gjort? Hvor er det bare flot! Jeg ville ønske jeg havde din rygrad! Hvor ser du godt ud! Hvor meget træner du?” Det var fandeme det bedste næsten. Folks beundring. Beundring over at jeg har kunne gøre noget, som er rigtig svært for mange, og som de fleste aldrig opnår, men bare går og snakker om. Nøj, hvor jeg tænker tilbage på den tid med sommerfugle i maven og et skuffelsens suk. Det var fandeme tider. Og jeg er overbevist om, at det er derfor jeg hele tiden er i den samme fucking sindstilstand. “At være slank, er det bedste man kan være. Jeg skal tabe mig. Jeg var gladere da jeg var slank. Folk kunne bedre lide mig. Jeg fik opmærksomhed. Helt vildt positiv opmærksomhed”

Hjælp.